Generelle spørgsmål om forsøget
Hvor længe skal jeg deltage i forsøget?
Du vil skulle være med i forsøget i ca. 16,5 måneder.
Hvor mange gange skal jeg møde op på besøgsstedet?
I løbet af forsøget vil du skulle aflægge op til 22 besøg. Under disse besøg vil du få foretaget forskellige tests og procedurer.
Skal jeg aflægge samtlige besøg i forbindelse med forsøget?
Det er vigtigt at deltage i alle planlagte besøg for at få kontrolleret dit helbred og se, hvordan forsøgsbehandlingen påvirker dig.
Hvilke fordele er der ved at deltage i det kliniske forsøg?
Du kan muligvis, men ikke nødvendigvis, have direkte gavn af at deltage i det kliniske forsøg. Din helbredstilstand vil regelmæssigt blive overvåget af læger med ekspertise i leversygdomme under forsøget. Alle informationer, der indsamles under forsøget, kan hjælpe lægerne med at få mere viden om, hvordan man kan behandle andre med lignende alkoholrelaterede helbredsproblemer i fremtiden.
Koster det noget at deltage i forsøget?
Du får ingen udgifter ved at deltage i forsøget. Forsøgspræparatet og alle tests, der laves i forbindelse med forsøget samt de forskellige procedurer, er uden omkostninger for dig.
Hvem sponsorerer forsøget?
Den verdensomspændende medicinalkoncern GlaxoSmithKline sponsorerer forsøget. De betaler de ansatte på forsøgsstedet for at håndtere forsøget.
Hvad nu, hvis jeg vælger at deltage i forsøget, men senere ændrer mening?
Det er frivilligt at deltage i forsøget. Hvis du vælger at deltage, men senere skifter mening, har du mulighed for at forlade forsøget, uanset hvornår det sker. Hvis du forlader forsøget, vil det ikke have nogen indflydelse på den behandling, du ellers får i sundhedssystemet.
Spørgsmål til forsøgsbehandlingen
Hvilken forsøgsbehandling vil jeg få?
Hvis du udvælges til at deltage i forsøget, vil du tilfældigt blive placeret i en gruppe - enten den, der modtager forsøgspræparatet, eller i den, der modtager placeboproduktet. Placeboproduktet ligner forsøgspræparatet, men indeholder ingen aktive lægemidler.
Hvordan udvælges, hvem der tildeles hvilken forsøgsbehandlingsgruppe?
Et computersystem bruges til tilfældigt at tildele forsøgsbehandlingsgrupper til de forskellige deltagere. Dette kaldes randomisering.
Vil jeg blive informeret om, hvilken forsøgsbehandling, jeg får?
Hverken du eller forsøgsteamet vil blive informeret om, hvilken forsøgsbehandling du får. Det er med til at holde forsøget retfærdigt og uden vægtning.
Hvordan fungerer forsøgspræparatet?
Forsøgspræparatet fungerer ved at mindske omfanget af et særligt protein, som dannes i leveren og formodes at være medvirkende til, at man udvikler ALD, og sygdommen forværres. Ved at mindske mængden af dette protein kan forsøgspræparatet muligvis reducere den giftige påvirkning, alkohol har på leveren.
Er der nogen bivirkninger ved forsøgspræparatet?
Som med al medicin er der en risiko for bivirkninger, som er en uønsket eller ikke-planlagt effekt af et lægemiddel. Tal med din forsøgslæge for mere information om mulige bivirkninger. Dit helbred vil blive nøje overvåget under hele forsøget. Fortæl det til forsøgslægen, hvis du bemærker nogen bivirkninger eller ændringer i dit helbred.
Vil jeg fortsætte med at få forsøgsbehandling, hvis jeg drikker alkohol, mens jeg deltager i forsøget?
Det anbefales, at folk med leversygdomme stopper med at indtage alkohol. Men det er måske ikke altid muligt. Du kan stadig deltage i forsøget, selvom du ikke er holdt op med at drikke.


